Foto: Keira Alexandra Kronvold og hendes nyfødte barn, der er blevet tvangsfjernet af den danske stat.
- Demonstration i dag (d. 10/12-2024 kl. 16:00) i København, Nuuk og en lang række flere byer. -
Over de seneste uger har flere af jer sandsynligvis læst eller hørt om Keiras historie, der nu også er gået internationalt og senest blevet dækket i The Guardian.
For få uger siden fik Keira tvangsfjernet sit nyfødte barn - igen - af den danske stat, gennem det kritiserede FKU-system (Forældre Kompetence Undersøgelse).
"De stjal hende fra mig," sagde Keira i sin livestream på Facebook kort efter den dybt traumatiserende tvangsfjerning.
Keira fortæller mig, at hun kun må besøge sit barn en time hver uge. At hun ikke har måttet fastholde sit valg af barnets navn og at hun derudover skal betale 2014kr om måneden til den nye plejefamilie.
Forestil dig, at få stjålet dit nyfødte barn fra dig og så fortsætte dit liv under de omstændigheder. Det er umuligt.
Under den tidlige kolonitid blev børn systematisk fjernet og sendt til Danmark – nogle af dem i kostskoleeksperimenter, der efterlod dybe traumer i generationer. I dag taler vi om plejefamilier, men lighederne er slående.
“De vil tage vores børn, fordi de ved, at det er vores fremtid,” sagde en ældre kvinde i Nuuk under en demonstration i februar. Hendes stemme bar årtiers smerte og modstand. Demonstrationen var én af mange, der har rejst sig i Nunarput og København de seneste måneder.
Institut for Menneskerettigheder har opfordret til, at FKU-systemet stoppes øjeblikkeligt, indtil det tilpasses kulturelt og sprogligt. Men det er kun en begyndelse. Spørgsmålet er ikke, hvordan vi kan forbedre et kolonialt system – spørgsmålet er, hvordan vi kan afskaffe det.
Med de udskældte FKU-tests den danske stat systematiseret dens 300-årige besættelse af Nunarput (kolonialt kaldet 'Grønland') og koloniale kidnapning af børn og fortsat den fra de koloniale kristne 'kostskoler' til 'plejefamilie'-systemet.
I 2023 blev 60% af tvangsfjernelser i Nunarput foretaget af den danske stat.
I dag ligner kolonial befolkningskontrol gennem tvangsfjerning af børn blot endnu en sag i det danske administrative bureaukrati.
Men det ændrer ikke virkeligheden: Ved at bureaukratisere den illegitime frihedsberøvelse og bortførelse af børn har Danmark gjort 300 års kolonialt folkemord neokolonialt.
Keira Alexandra Kronvold er en af de mange Inuit kvinder, der er blevet ramt af denne praksis. Kort efter fødslen for blot få uger siden blev hendes nyfødte barn fjernet fra hende.
Begrundelsen var baseret på en forældrekompetenceundersøgelse (FKU), der alene måler forældreevner ud fra danske normer, hvor Inuit kulturel adfærd, traditioner og værdier ikke anerkendes.
Den systematiske kulturelle blindhed kan virke tilfældig og som en del af et bureakratisk administrativt system, men den er ikke tilfældig – den er en fortsættelse af en kolonial politik, der har eksisteret i århundreder, hvor kontrol over Nunarput og dets befolkning er blevet cementeret gennem vold og tvang.
Det danske system har aldrig sluppet sit koloniale greb om Inuit og deres land. Fra kolonitidens kristne 'kostskoler', hvor børn blev revet væk fra deres familier og frataget deres sprog og identitet, til nutidens plejefamiliesystem er der en direkte linje: En linje, som staten i dag kalder "omsorg."
Disse nye systematiske og politisk administrative udgaver af kolonialismen kaldes ofte neokolonialisme. Men neokolonialisme er stadig kolonialisme.
Ligesom nynazister ikke adskiller sig synderligt fra nazisterne, er det danske system under overfladen stadig det samme system, der invaderede Nunarput – et andet selvstændigt land – for at kontrollere deres territorie, ressourcer og mennesker.
Dengang skete det gennem åbenlys vold og tydelig tvunget indoktrinering.
I dag sker det med dokumenter, papirskemaer og 'administrative' forklaringer. Men konsekvensen er den samme: Familier brydes op, relationelle bånd opløses og ødelægges, og flere generationer efterlades med sår, som det tager årtier eller århundreder at hele.
Danmark har aldrig haft ret til Nunarput.
Ifølge international lov har en besættelsesmagt kun én forpligtelse: At ophæve besættelsen snarest muligt og respektere de eksisterende institutioner og love i det besatte territorie.
Den danske FKU-praksis er ikke baseret på Inuit kultur. Og en besættelsesmagt har i det hele taget aldrig ret til at tage børn ud af deres familier. Eller til at være en besættelsesmagt til at starte med. Alligevel er det præcis, hvad Danmark gør.
Det eneste, der får Danmark til stadig at lykkes med at fremstille Nunarput som en del af et kolonialt opfundet "rigsfællesskab," er, at den ulovlige besættelse begyndte for 300 år siden og ikke 60, 40 eller 20.
Men hvor længe en forbrydelse har stået på, ændrer ikke på dens karakter eller gør den mere lovlig - tværtimod. At holde fast i Nunarput og dets befolkning i et uønsket abusive forhold er ikke deltagelsen i et fællesskab. Det er middelalderlig kolonialisme, forklædt som moderne, administrativ politik.
'Rigsfællesskabet' er Danmarks udgave af 'Greater Israel'
Ulovligt at overtage et andet landet og kalde det et “rigsfællesskab” er ikke langt fra Israels planer om at oprette Greater Israel – et kolonialt projekt, som de fleste hurtigt afkoder som vanvittigt og ulovligt.
Danmark gør brug af den samme koloniale positive gaslighting, når de kalder den fortsatte besættelse af Nunarput et 'fællesskab'.
Det er ikke korrekt og det er ikke legitimt. Det svarer til, at en voldelig overgrebsperson kalder deres ofre for deres kæreste - det gør det ikke mindre forkert og ulovligt. Hvad den danske stat gør med FKU er en måde at sikre fortsættelsen af den koloniale besættelse gennem befolkningskontrol, opbrud af familier og kulturel fragmentering og udvandelse.
Forældrekompetenceundersøgelser (FKU), som bruges til at retfærdiggøre fjernelsen af børn, er koloniale redskaber i moderne forklædning. De påstår at måle forældreevne, men de ignorerer alt, der ikke passer ind i en dansk-kulturel opfattelse. For Inuit familier handler opdragelse om fællesskab, hvor børn vokser op med nære relationer til hele deres netværk. Men systemet kalder det “utilstrækkeligt.”
Resultatet er, at børn fjernes med jura som våben og statens magt som håndhæver. I Nunarput fjernes børn ikke bare efter fødslen. I flere tilfælde bliver beslutningen truffet allerede før barnet er født. Det er en praksis, som mest af alt ligner de mørkeste kapitler af kolonihistorien.
Hvis vi i Danmark vågnede op i dag uden den kulturkristne koloniale tåge, der har hængt i luften og siddet i alle vores institutioners vægge så længe, at vi har vænnet os til den og ikke længere ser den, ville vi kalde det, hvad det er: Statsbortførelse af børn. Systematiseret befolkningskontrol. En forbrydelse.
Danmark taler ofte om retfærdighed og ordentlighed og positionerer sig selv som et demokratisk progressivt land. Men i Nunarput og behandlingen af Iniut i Danmark udøver den danske stat en praksis, som vi ellers forbinder med autoritære regimer og brutale besættelsesmagter.
Vi fortæller os selv, at vi lever i en verden og et land, hvor vi ikke stjæler børn og fjerner dem fra deres forældre. Men det er præcis, hvad der stadig sker.
Keira Alexandra er én Inuk kvinde, men hendes kamp er meget større end hende selv. Den er Inuits kamp. En kamp for retten til at eksistere som et folk med deres sprog, deres kultur og deres familier intakte.
Danmark kan ikke længere skjule sin koloniale vold bag ord toxic positiverede ord som "pleje" og "barnets bedste". For mange mennesker ser igennem det nu.
Vi ser, at det danske plejefamiliesystem ikke er en organiseret omsorgspraksis, med enkelte fejl – det er systematiseret kulturel assimilering for at fastholde kontrol og undertrykkelse af Inuit, så den danske kolonialstat fortsat har Nunarput til rådighed som en geopolitisk brik i den imperiale verdensorden.
Hvis vi allesammen vågnede i dag og verden startede på ny, ville vi ikke være i tvivl. Vi ville se, at Danmark begår systematisk etnisk og kulturel udrensning og folkemord i en illegitim besættelseskoloni, placeret ovenpå et selvstændigt og suverænt land
Det er på tide, at vi vågner. Ikke i morgen, men i dag. For Keira Alexandra og hendes børn og for alle dem, som har fået deres børn stjålet af det danske system. For Inuit. For første skridt mod sandhed og retfærdighed.
Og for en ny verden, hvor vi holder dem ansvarlige, som tvinger os allesammen til at deltage i denne forbrydelse.
